Kæmpestor “dårlig-mor” følelse. Ondt i øjnene, hovedet og mega træt. Det var slutningen på min dag i går, som var travl med gøremål og ja et sygt marsvin..
I går havde jeg ingen hjælp. I was on my own. Jeg havde forskellige arbejdsrelaterede opgaver i forhold bloggen, skulle i H&M, Føtex og hente en pakke i GLS-shop på vejen hjem.
På denne tur blev jeg forskrækket mange gange. Jeg gik ind i vejarbejde-skilte, pakkevogn, uheldigt parkerede cykler, busstoppeskilte, væltede cykler samt en sød gammel dame med rollator, som endda sagde “tak”, fordi jeg opdagede hende i sidste sekund og vi undgik et sammenstød. Jeg havde ikke engang overskud nok til at kunne sige “tak” til hende. Jeg var så koncentreret i min opgave om at finde vej fra a til b.
Jeg fik fat i min pakke, og da jeg har min mobilitystok i højre hånd, har jeg kun venstre arm tilbage til at holde pakken. Det er en ny lampe, så den fylder lidt. Men jeg kan sagtens have den under min venstre arm. Problemet er nu, at det kræver endnu mere koncentration for mig at finde hjem. Forestil dig et smalt fortov med cykler på venstre side, og parkerede biler på højre side. Der er halvanden fortovsflise i bredden til rådighed. Nu skal du forestille dig, at du er næsten blind. Den smule du kan se, er sløret med mange blinde pletter. Du skal holde dig præcist på midten, ellers rammer din arm med lampen ind i cykelstyrene eller du går ind i sidespejlene på bilerne.
Men det hele lykkedes, jeg kom hjem. Jeg var træt og havde ondt i øjnene af anstrengelserne efter turen. Jeg skulle forberede aftensmaden, og min søn kom hjem fra skole kl. 14.
Vi havde en tid hos dyrlægen kl. 15. Så afsted igen med stokken i højre hånd, nu en papkasse med et marsvin på venstre arm og min dejlige søn, som snakker i ét væk.
Jeg elsker at snakke med Silas. Men jeg må ofte bede ham om ikke at tale, fordi jeg ikke kan koncentrere mig om både at finde vej og snakke. Men også fordi jeg har brug for lyden til at orientere mig (jeg kan godt snakke med ham nogle gange, men andre gange er jeg så afhængig af lyden omkring mig, for at kunne finde rundt, eller jeg er blevet så træt, så jeg kun kan fokusere på min opgave om at finde vej fra a til b).
Vi kommer ned til dyrlægen. Lille Mars (Silas marsvin) bliver undersøgt, han har mange sår. Han har fået en infektion. Vi skal forbi et apotek for at købe noget medicin til det lille kræ. Apoteket ligger ganske tæt på. Omkring 500-700 meter fra dyrlægen. Men jeg kender ikke vejen hen til lige præcist dette apotek, og nye ruter er voldsomt anstrengende for mig. Dyrlægen fortæller og forklarer samt udpeger vejen for Silas, og langt om længe finder vi apoteket ved fælles hjælp og ved at spørge forbipasserende. MEDICINEN ER UDSOLGT!
Da vi når hjem, er jeg helt færdig. Jeg går ind i stuen og lukker døren. Jeg har ikke overskud til at snakke med min søn. Selv om det er vores første dag sammen, efter han er kommet hjem fra sin far. Ved aftensmaden siger han nogle høje lyde og taber gaflen på tallerknen. Jeg farer forskrækket sammen hver gang. Mit system er presset og mine nerver hænger i laser.
Det er ikke den mor jeg har lyst til at være. Men det er den mor jeg bliver, når jeg bliver presset ud i situationer hvor jeg mangler hjælp dag efter dag efter dag.
I dag har jeg en frivillig, der hjælper mig med bloggen (vi arbejder over telefonen), og fra 14-17.30 har Silas en legeaftale her hos os. Jeg har stadigvæk ikke fundet en løsning på, hvordan jeg kan hjælpe ham med lektier i dag, eller hvordan jeg får fat i medicinen.
Det går ud over min søn. I forvejen har Silas sit eget synshandicap at slås med. Pt. ser han dog heldigvis stadigvæk meget bedre end mig, men han ved hvilken fremtid han går i møde, og han udfordres allerede af sit synshandicap.
Silas er skilsmissebarn, og i mandags var vi til skole/hjem-samtale. Vi var der alle tre, far, mor og Silas. Silas savner ofte mig når han er hos sin far. Efter samtalen på skolen i mandags, spurgte han også, om han ikke bare måtte komme med mig hjem, da det er på den anden side af gaden, i forhold til skolen. Han skulle jo alligevel hjem til mig i morgen. Jeg sagde “nej, fordi far og jeg har en aftale om, hvilke dage du skal være hos ham og hvilke dage du skal være hos mig, men vi ses i morgen, skatter”. Hvorpå jeg gav ham et stort kram “jeg elsker dig, og vi ses i morgen”.
Da det bliver tirsdag og Silas får fri fra skole, glæder han sig til at komme hjem til mig. Men i dag er han også fyldt med bekymring. For hans bedste ven, det lille marsvin, er syg, og vi har derfor en tid ved dyrlægen. Silas er bange for at Mars skal aflives, da han har mange sår på maven. Silas hjælper så godt han kan, med at finde vej til dyrlæge og apotek, og han prøver at stoppe med at snakke, for ikke at forstyrre mor. Da han endelig kommer hjem, har han stadigvæk ikke fået medicin til sit marsvin og må samtidig forholde sig til en lukket dør, ind til sin mor.
Og mig, hans mor, er splittet i at være den omsorgsfulde, støttende mor, men også den pressede, næsten
Klik her for at vende tilbage til oversigten.
