Nu er det et år siden, at Silas og jeg tog alene på ferie i Tyrkiet trods vores synshandicap.
Silas var kun seks år, og jeg havde forestillet mig, at han skulle være et par år ældre, inden vi tog på en tur alene. Men jeg havde samme sommer været på dansefestival i Kroatien i knap 14 dage. Meget af tiden gik jeg alene rundt i byen, spiste på restauranter osv., fordi de andre gerne ville til workshops. Da den sidste fest sluttede søndag morgen, tog jeg en taxa direkte til lufthavnen, og glædede mig til bare at komme hjem. Da jeg landede i Kastrup stod Silas og tog imod mig, og vi tog sammen hjem. Han legede lidt på værelset, mens jeg fik en lur. Da jeg vågnede, var jeg klar til nye eventyr med min søn.
Efter jeg havde gået rundt så meget på egen hånd i et fremmed land, fik jeg blod på tanden. Jeg fik lyst til at tage på badeferie med Silas. Vi snakkede om, hvordan det ville være, hvis vi tog alene afsted på ferie. Vi snakkede om det, der ville blive svært for mig, og vi snakkede om at Silas skulle hjælpe, hvis vi skulle alene afsted. Vi talte b.l.a. om at han skulle hjælpe med at finde ledige pladser i restauranter eller ved poolen. Guide mig igennem gader og stræder og meget mere. Vi talte også om den store risiko for, at jeg kunne få et par off-dage fordi jeg skulle synskompensere og koncentrere mig mere end normalt. Men alligevel kom vi frem til, at vi meget gerne ville på badeferie. Vi nok skulle finde ud af det ved fælles hjælp.
Mandag formiddag ringede jeg til et rejseselskab og fik en afbudsrejse til ferie i Tyrkiet to dage senere. Nu skulle der pakkes. Badetøj, solcreme og dykkerbriller og vi var klar. Men tirsdag eftermiddag, altså dagen før afrejse, blev jeg ringet op af flyselskabet, der sagde at de ikke kunne flyve med mig pga. mit synshandicap. Jeg sagde til dem, “det forstår jeg ikke, jeg flyver en gang om måneden (på daværende tidspunkt) og der har aldrig været problemer med at jeg skulle ud at flyve”. Damen i telefonen sagde, at hun kun kunne sige, hvad der stod i hendes papirer, og det var, at de ikke kunne flyve med mig. Jeg sagde fortsat “det kan ikke passe, jeg skal på ferie Tyrkiet i morgen med min søn”. Hun ville undersøge nærmere og ringe mig op senere.
Jeg var ked af det, vred og bekymret, for at vi ikke kunne komme afsted. Hvad skulle jeg sige til Silas? “Flyselskabet vil ikke flyve med din mor fordi hun er synshandicappet. Så vi kan ikke komme på ferie”. Damen ringede mig op efter en halv time, og jeg tog straks telefonen. Hun grinede og sagde “du var da godt nok hurtig til at tage den telefon, hva?”. Hun fortalte mig at det var døvblinde, der ikke måtte flyve alene, så jeg måtte altså gerne flyve, og hun ønskede mig en god rejse. Flyselskabets opringning og hendes kække kommentar kunne jeg godt have været foruden.
Turen til Tyrkiet.
Jeg havde bedt rejseselskabet om at informere guiderne i Side (Tyrkiet) om, at der ville komme en synshandicappet mor med sin søn. Jeg bad dem holde udkig efter os, så vi kom med den rigtige bus til hotellet. Det ville de gerne, men de kunne ikke love noget pga. travlhed. Men jeg tænkte at det nok skulle gå. Jeg havde medbragt et billede af rejseselskabets logo, så jeg kunne spørge andre, om de kunne se en guide eller en bus med dette logo, når vi landede i Tyrkiet. Hvis det ikke lykkedes, havde jeg adressen til hotellet, og vi måtte tage en taxa.
Heldigvis kunne lufthavnsassistancen se en person der stod med dette logo, og vi blev fulgt hen til guiden. Vi kom godt frem til hotellet. Heldigvis var der to i receptionen, selvom vi ankom om natten som de eneste, så den ene fulgte os op til vores værelse. Det havde været en lang tur. Men heldigvis var alt gået godt, og jeg fik puttet min lille skat.
Næste morgen da vi vågnede, var vi hundesultne og nysgerrige på at finde ud af, hvor vi var landet. Vi hoppede i tøjet, trak gardinerne fra, gik ud på altanen og kiggede os omkring. Jeg spurgte Silas om han kunne se havet. Det kunne han ikke. Men der var palmer og store huse, fortalte han. Nu skulle vi have fundet morgenmad-restauranten. Vi gik ud på gangen, der var ingen mennesker. Men jeg kunne høre at der blev gjort rent længere fremme, og jeg spurgte vedkommende hvor restauranten var. Men hun kunne ikke tale engelsk, så hun skyndte sig ind på et af værelserne, og fortsatte sit arbejde.
Jeg kunne heldigvis huske vejen hen til receptionen, så kunne jeg jo spørge der. Men undervejs hørte vi klirrende porcelæn og skramlende bestik, og jeg fortalte Silas hvad jeg hørte (det at orientere sig efter lyd bliver også en nødvendighed for ham, derfor er det vigtigt for mig at fortælle ham, hvad jeg hører). Jeg spurgte ham om han kunne se restauranten, hvilket han bekræftede.
Silas guidede mig fint mellem en masse stole og borde ude ved poolområdet, hen til indgangen til restauranten. Jeg ventede på en tjener for at få hjælp til at finde et bord og høre om maden. Men intet skete. Jeg spurgte derfor Silas om han kunne se et ledigt bord. Det kunne han godt, der stod godt nok to glas juice, sagde han. Så måtte jeg fortælle ham, at så er bordet optaget, så han skulle prøve at kigge efter et andet bord, hvor der ikke stod ting på. Han ledte og ledte, alt imens han skulle få mig guidet udenom stole, klapvogne og andre gæster i restauranten.
Endelig fandt vi et bord. Jeg var allerede lidt ør i hovedet af de nye omgivelser og støjen. Nu skulle vi så op at finde mad i buffeten, og det sejlede rundt med børn og voksne i et stort hav af kaos. Silas fortalte lidt om hvad der var, og jeg prøvede mig lidt frem. Jeg sagde også til Silas, at nu skulle han finde noget mad han havde lyst til. Han skulle bare love mig, at der skulle være ⅔ sundt på hans tallerken, og så skulle jeg nok selv finde tilbage til vores bord.
Jeg fik fisket lidt forskelligt mad op på tallerkenen, og fandt tilbage til vores bord. Men maden på min tallerken var ikke lige det jeg havde regnet med. Jeg havde taget noget grønt, og jeg tænkte det var en salat, men det viste sig at være ren mynte. Jeg havde fundet noget rødt, det duftede af peberfrugt og var peberfrugt. Jeg havde fundet noget brød, igen en fuldtræffer, og ost og smør, som viste sig at være honning og pølse. Og jeg er vegetar. Bon appetit. 4-stjernet hotelmorgenmad.
Efter morgenmaden gik vi ud i receptionen og jeg spurgte om jeg evt. kunne få en tjener, som fast kunne hjælpe mig i restauranten med at finde ledige pladser og fortælle om maden i buffeten, og det lykkedes.
At bade er dejligt, men et dyp i poolen kan være stressende
Senere på formiddagen skulle der være informationsmøde for nye turister, hvilket jeg så frem til. For den traditionelle kuvert fyldt med informationsmateriale er ikke noget hit, når man er stort set blind. Rejsebureauets app, som ikke var tilgængelig med skærmlæser (i hvertfald på daværende tidspunkt), var også uanvendelig for mig. Til infomødet bad jeg om en rundvisning på selve det store hotelområde samt at få udpeget vejen til det nærmeste supermarked og til stranden, naturligvis. Jeg fik en lille hurtig rundvisning (guiden havde travlt) og Silas fik udpeget hvilken retning vi skulle gå, for at komme til stranden og til supermarkedet.
Og nu skulle jeg stoppe med at være praktisk mor, der skulle have styr på alting. For Silas kunne ikke vente længere, da han glædede sig så meget til at få badetøj på og komme i poolen. Han skulle dog lige igen guide mig mellem alle solsengene, som var skubbet, vendt og drejet, så solen faldt i den helt rette vinkel på de solbadende. Og her lærte han at et håndklæde på en solseng betyder optaget, men vi fandt en solseng og kom i poolen.
Silas elsker at være ude at bade, og jeg undres over, at han ikke gik i total opløsning med al den tid han tilbragte i vandet. Og mig, ja jeg synes det er dejligt at blive kølet ned i vandet, men ellers synes jeg det er et stressende sted at være. Børn og voksne der svømmer rundt, dykker, springer, og plasker med vand. Vandsprøjt, hvin og latter. Jeg er sikker på, at de andre nyder det. Men som næsten blind, synes jeg der er for meget tumult og støj og jeg vil helst være ved kanten, indtil jeg kan se mit snit til at snige mig op på solsengen igen. For hvis Silas skulle bestemme, skulle jeg være i vandet sammen med ham hele tiden.
Mange andre forældre holder øje med deres børn når de er i poolen. Det kan jeg naturligvis ikke, medmindre jeg er ved siden af Silas i vandet hele tiden. Og det er jeg ikke, for så ville han ikke have al den tid i vandet som han har lyst til. Jeg bruger selvfølgelig mine ører, og lytter efter det jeg kan høre. Men ellers må jeg bare tro på at alt er godt, og stole på fællesskabet. At der selvfølgelig vil være en anden voksen der ser, hvis Silas har problemer i vandet.
Nogle gange griner jeg også lidt for mig selv, når jeg hører de andre forældre sige til deres børn, “nå der er du, jeg var lige ved at blive bekymret, for jeg kunne ikke se dig et øjeblik”, for sådan er det jo stort set altid for mig. Hvis Silas og jeg skal gøre de ting vi gerne vil, er der mange ting vi må gøre alene, og dermed er det forbundet med en vis usikkerhed. Er min søn her stadigvæk.
Det er barskt, men det er den virkelighed vi har at forholde os til. Vi har bare så mange ting vi gerne vil, trods vores synshandicap. Så selv om vi har ledsagerordning ca 3 ½ time om ugen og frivillige, der hjælper i det omfang de kan, samt vi tager på ture med vores venner, står vi ofte alene.
Folk har denne her skepsis/afstandtagen, når jeg spørger om hjælp
Selvom det var sol, sommer og ferie havde jeg alligevel et par dage, hvor jeg var ked af det. Det var hårdt og anstrengende synsmæssigt at være et nyt sted. Ofte bliver jeg mødt med en vis skepsis og afstandtagen fra folk omkring mig, når folk ikke “kender” mig. Det er ret tydeligt for mig at mærke, at folk ikke forstår mit synshandicap. Jeg tror mange tænker, “så dårligt kan hun da ikke se, siden hun er alene på ferie med sin søn”. Men efter en 4 dages tid, hvor de andre gæster og personalet har set mig gå ind i ting, og kalde på Silas selvom han er en meter fra mig, begynder de at forstå og bliver mere imødekommende og derved bliver det lettere for mig at få hjælp. F.eks. var vi taget på udflugt.
Jeg havde spurgt guiden på bussen om han ville holde øje med, om vi kom på den rigtige bus, når vi skulle rundt fra sted til sted. Han sagde ja, men jeg hørte ikke noget til ham før sidst på dagen, efter han havde set en af de andre gæster hjælpe mig ved buffeten. Vi var ombord på en båd, hvor en sen frokost skulle indtages. Jeg tænker at guiden begyndte at hjælpe os, da han så at vi fik hjælp fra en anden. Og nu var der ingen grænser for, hvor hjælpsom og serviceminded han pludselig var. F.eks. blev vi budt pandekager, da han hørte vi var vegetarer. Han hjalp mig og Silas da vi skulle af båden osv. Igen skulle jeg “ses an” før jeg blev mødt med hjælpsomhed.
Jeg er bevidst om, at jeg selv er ansvarlig for at få hjælp, men jeg oplever bare så tit, at folk har denne her skepsis/afstandtagen, når jeg spørger om hjælp, fordi de ikke forstår det.
Besøg på et autentisk tyrkisk marked
På en af vores udflugter skulle vi blandt andet besøge et stort “autentisk”, tyrkisk marked. Der var krydderier, legetøj, souvenirs, tæpper, tyrkisk te, og bunkevis af kopimærketøj. Altså en gigantisk kæmpelabyrint med et virvar af farve og lyd. Smalle gange og mennesker overalt. Her var det vigtigt for mig at lære Silas, hvordan man finder rundt som næsten blind. Han har jo den samme øjensygdom som mig, så vi har en idé om hvilken fremtid han går i møde. Jeg fortalte Silas, at vi hele tiden skulle være opmærksom på hvor vi gik, så vi kunne finde tilbage til guiden og dermed bussen (guiden skulle ikke med ind på markedet).
Jeg bad Silas kigge rundt og se om der var en særlig farve eller stor ting, som han var sikker på han kunne se og ville kunne genkende. For mig blev det en meter høj, stor fletkurv, der stod på et hjørne, fuld af vandflasker. Den kunne jeg se omridset af og så vidste jeg, at jeg kunne genkende strukturen med fingrene, når jeg skulle undersøge om jeg var ved det rigtige hjørne. Silas syntes det var smart og brugte det samme kendetegn som mig.
Generelt når jeg færdes, går jeg enten ligefrem indtil jeg ikke kan komme længere, eller jeg finder et pejlemærke, der hvor jeg skifter retning. Pejlemærker kan være, at underlaget skifter fra f.eks. fliser til asfalt, eller der er en kant jeg kan mærke med stokken, en tydelig farvekontrast jeg kan se, et karakteristisk omrids osv. Jeg fortalte selvfølgelig Silas om min strategi her på markedet. Jeg synes det var et kedeligt marked. For man kunne stort set ikke få lov at prutte om priserne og hey, den slags turistskrammel bliver man nødt til at forhandle ned i pris.
Sådan kan man rejse som næsten blind
Vores ferie var slut og vi skulle med bussen til lufthavnen. Taskerne var pakket og vi gik ind forbi restauranten for at tage afsked med vores søde tjener, som havde hjulpet mig. I bussen sagde jeg til guiden, at jeg havde bestilt assistance i lufthavnen via rejseselskabet. Det kendte hun ikke noget til. Så spurgte jeg guiden, om hun ville følge os hen til assistance-tjekpoint. Hun fortalte at der var store skilte, så jeg skulle bare kigge efter dem. Jeg fortalte, at grundet mit synshandicap, kunne jeg ikke se de store skilte. Så sagde hun at min søn kunne se dem for mig. Så fortalte jeg hende, at min søn kun var seks år, og jeg spurgte hende igen, om hun ville følge os til enten assistance-tjekpoint eller tjek-in skranken, hvorpå hun fulgte os til tjek-in, nærmest lige indenfor døren.
Da det blev vores tur til indtjekning, sagde jeg at jeg havde bestilt assistance i lufthavnen. De forstod ingenting. Jeg måtte forklare, at grundet mit synshandicap havde jeg behov for assistance til at finde vores fly. Flere medarbejdere kom til, og jeg måtte igen sige at jeg skulle have assistance, og til sidst sagde de, at vi kunne stille os ud til siden, så skulle de nok tage os med til flyet.
Så stod Silas og jeg der og ventede og ventede og ventede. Vi var tørstige fordi jeg havde tømt vores vandflasker, da jeg vidste vi skulle igennem security. Men jeg skulle ikke nyde noget af, at gå ud og købe vand og så komme tilbage til en tom tjek-in-skranke. Kort tid efter kom der også en mand med en kørestol, som han ville have jeg skulle sidde i. Jeg sagde pænt nej tak til kørestolen. Jeg har bare brug for en arm at holde i, men det ville han ikke acceptere og så gik han. En halv time senere var de færdige med tjek-in, og en modvillig, afvisende dame fulgte os til gaten.
Vi kom på flyet og landede sikkert i København. Vi klarede den, men her ville jeg også ønske at jeg havde mulighed for at have en seende assistance med. Jeg kunne nemlig også godt tænke mig at holde ferie. I stedet for at det er højkoncentreret, synskompenserende arbejde for mig at være på ferie. Men hvad skal jeg gøre? Blive hjemme?… Lade mig begrænse til “Danmark er også dejlig om sommeren”? Jeg ved, at hvis jeg havde haft min ledsager Marie med, ville jeg have haft mulighed for at vise Silas mere af Tyrkiet og jeg kunne have undgået de to dage jeg var ked af det pga. udmattelse.
Silas og jeg fik masser af sol og sommer, og han har lært noget om hvordan man kan rejse som næsten blind. I år gik vores tur til Island, og her skulle vi rundt fra sted til sted. Jeg var så heldig, at min veninde Iben havde mulighed for at tage med som vores ledsager.
Jeg elsker at komme ud og opleve, og vise verden til min søn.
Klik her for at vende tilbage til blog oversigten.
