Min ledsager er mine øjne – Forstil dig at du er til et socialt arrangement, feks. Forældre-cafe på fritten. Du vil godt lige nå at snakke med Philips far i forhold til den lege aftale i har i weekenden og høre Signes mor om hvordan det går med hendes nyopstartede firma. Børnene skal optræde og du skal også helst lige nå at snakke med en af pædagog om hvordan det går generelt.
Sådan en eftermiddag er piece of cake for de fleste forældre – men prøv nu at forstille dig at du ikke kan se…
Hvordan finder du Philips far? Er Signes mor her overhovedet? Hvornår er dit barn på i det show de har forbered? Gik det godt? Ser dit barn stolt/nervøs/genert/glad ud? Og hvem af de voksne der er tilstede er egentlig pædagoger?
Disse udfordringer møder jeg hver gang jeg er til sådanne arrangementer og bare generelt i min dagligdag. Der er så mange sociale ting jeg går glip af eller må lade mig nøjes med på grund af mit manglende syn.
Det siger sig selv at man som døv har brug for at have en tolk med for at kunne deltage i sociale arrangementer med ikke-døve (ikke fordi jeg tror at de har nok støtte). Det samme gør sig gældende som stort set blind. Jeg har brug for en synstolk. Ja jeg har 15 timers ledsagelse om måneden, som jeg jo bare kunne bruge når jeg har behov for synstolkning til sociale arrangementer. Men hvad så med indkøb af dagligvare? Nyt tøj? En ny pærer til den lampe der er gået ude i køkkenet? Biblioteksturene med min søn? Alle disse nødvendigheder kan jeg ikke klare, da min ledsager er mine øjne!
Hvad nu hvis en kørestolsbruger også kun havde sin kørestol til rådighed 15 timer om måneden..?
Klik her for at vende tilbage til blog oversigten.
