Min dans bringer mig vidt omkring. Her kan du høre om nogle af mine rejseudfordringer som næsten blind.
Min veninde og jeg boede privat gennem airbnb, hos den snobbede Ruth i Budapest. Ruth sagde goddag og farvel til mig men i den mellemliggende periode ignorerede hun mig totalt. Når Ruth fortalte om sine børnebørn, fødselsdage, Disneyprinsesser og flot hjemmelavet fødselsdagskage henvendte hun sig kun til min veninde. Jeg snakkede med, kom med kommentarer, sagde at jeg synes at det lød som en flot kage og så videre men intet hjalp, hun henvendte sig kun til Sabine. Faktisk er Ruth overhovedet ikke en snobbet dame. Ruth er en sød dame på 50 år, som glad fortalte om hendes børnebørn.
Ruth reagerede på en helt typisk måde overfor mig. Når hun ikke fik øjenkontakt med mig, men havde det med min veninde, var det mest naturligt for Ruth at henvende sig til Sabine. Det er desværre en meget genkendelig situation for mig. Oftest henvender folk sig ikke til mig, men til dem jeg er sammen med. Fx hvis jeg har min hjælper med i en butik, og jeg spørger efter et par sandaler, vil de helst svare min ledsager.
Vores tur fortsætter til Milano med mere dans. Selvfølgelig skal vi også ud og lege turister i Milano. En god måde at komme rundt i byen på er en tur med de røde hop-on/hop-off busser, for mig sovebusserne. Vi kører rundt gennem byen “se til højre, se til venstre, se til venstre” og bla bla bla bla. Hov jeg faldt i søvn. Ja man får høretelefoner på og der bliver fortalt alle mulige spændende ting om byen, men synsindtrykkende “se til højre”, neeej stor sort bygning”, “se til venstre nej ny stor sort bygning” og “se til højre, neej et højt et eller andet hvidt”.
Jeg kan godt mærke at mit syn er blevet dårligere. Jeg får ikke det store ud af disse busture mere. Det hele er bare sløret.
Når jeg er på tur kan jeg mærke at jeg er udfordret selvom jeg har en skøn ledsager ved min side. Alt er nyt og jeg bliver hurtig udmattet, derfor er disse busser faktisk gode for mig, for der bliver helt naturligt indlagt pauser for mig.
Det sjoveste er nu da alle tøserne står og kigger på en stor grå bygning. De siger, “åh hvilke farver, sikke smukke udskæringer, spir og krummelurer og hvor er det flot mod nattehimlen”.
I just wonder why. Okay jeg kan godt se det er en meget meget meget stor grå bygning og der er noget strit på toppen, men come on ladies, hvor spændende kan det være?
Bonusinfo uden bonus.
Efter 12 dage i ukendte rammer fik jeg ondt i mine arme. Den ene pga. at gå med blindestok i nye omgivelser, og i flere timer om dagen, og i den anden arm af at holde fast i min ledsager. Det værste var dog at jeg også påførte min ledsager smerte i skulderen. Det er første gang jeg har oplevet at påføre smerte til en anden ved at modtage hjælp, det var frygteligt.
Et lille tip:
På turen fandt vi ud af, at når man går i en stor menneskemængde, som for eksempel på et museum, på anden turistattraktion eller til festivaller, ser folk ikke blindestokken. Når jeg bliver ledsaget trækker jeg ind bag ved min ledsager når der er crowdet. Men dermed bliver stokken lidt skjult og man kan kun se spidsen af stokken. Men lidt lys på spidsen af stokken gør underværker. Så ser folk lyset, så ser de stokken, og så giver folk hensynsfuldt plads til os.
Klik her for at vende tilbage til blog oversigten.
