Denne vinter har igen været en af de hårde, jeg har virkelig skulle sparke mig selv igang. Selv dagligdagsting som at få min søn i skole og handle ind har ofte været med angsten som følgesvend. Mine ellers elskede dansefestivaller har været med et depressivt touch. Heldigvis ved jeg hvorfor jeg har det på denne måde. Nyheden om min søns øjensygdom tog hårdt på mig. Alle sagde til mig “det skal han nok klare, han har jo dig, du er den bedste rollemodel han kan have”. Og ja helt enig, det skal han nok kunne klare og jeg kan give ham råd og vejledning. Men det er dog alligevel svært at acceptere.
Det virker som om nogen har sat 100 kilo cement af inde i vores lejlighed. Jeg vil faktisk ikke have det. Er der ikke nogle som vil komme og hente det igen? Vi kan sagtens bo her, der er plads til os, vi kan sætte os oven på cementen, vi kan kaste med det, vi kan gå rundt om det, men jeg vil hellere have min lejlighed som den var før.
Nyheden om at mit eget syn også er blevet dårligere fik mig længere ned i kulkælderen, og tendensen til at isolere mig voksede. Jeg skulle nu bruge et endnu større spark til at sparke mig selv igang. Messengerbeskeder hobede sig op, telefonopkald blev ikke besvaret og indtaget af chokolade voksede og voksede. Det er svært at acceptere at dørene lukker sig bag mig, flere og flere ting som jeg ikke kan. Jeg kommer oftere hjem med forkerte ting fra supermarkedet, og det bliver sværere at deltage i samtaler med flere end 2 personer. Selv vejen fra stationen og hjem til min lejlighed er blevet sværere. For hver gang mit syn bliver dårligere, bliver der en ny virkelighed at forholde sig til.
Men jeg kæmper videre, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg vil ud og møde mennesker og opleve verden.
Klik her for at vende tilbage til blog oversigten.
