Site Loader
Sociale

Det gør mig ikke det store, at jeg ikke kan se vejskilte, et smukt landskab, at kunne cykle eller se prisskiltene i supermarkedet. Der hvor jeg bl.a. er udfordret er det sociale. Det værste er at møde nye mennesker, selvom jeg er meget socialt anlagt. Det er enormt anstrengende og der skal ofte information ud for at undgå misforståelser og akavede situationer. Hvis jeg dukker op et nyt sted hvor folk ikke kender mig, er der stor berøringsangst.

F.eks. da jeg startede til dans gik der et halvt års tid før folk begyndte at snakke med mig og byde mig op til dans. Sætninger som “jeg så dig i sommers, men turde ikke komme og sige hej” eller “vi gik på hold sammen i efteråret, men jeg turde ikke byde dig op”, hørte jeg i utallige udforminger. Det gjorde mig rystet at modningstiden for at sige hej til en halvblind dame er 6 måneder. Efterfølgende begyndte jeg at lægge små tekster ud i de forumer jeg befandt mig i. Blandt andet hvordan man skulle byde mig op til dans, at det er rart hvis folk siger hvad de hedder, og at de ikke skulle blive kede af det hvis jeg ikke kunne genkende dem (jeg møder virkelig mange mennesker).

Det gjorde en kæmpe forskel. Fra den ene dag til den anden kom folk og sagde hej og bød mig op til dans.

I starten var det enormt grænseoverskridende at skrive disse opslag.
Nu er det blevet standard for mig før hver dansefestival at skrive mit opslag. Uanset om det er i Amsterdam, Paris eller Milano, og jeg får positiv respons fra dansere fra hele verden.

Forestil dig at du starter på et nyt job, første dag bliver du taget imod, du bliver vist rundt og præsenteret for forskellige kollegaer.
Først hilser du på sekretæren Bente. Du møder Ruth fra regnskab og længere nede af gangen hilser du på Torben som du skal på kursus med i næste uge.

For mig ville første dag på det nye arbejde være fint. Jeg bliver vist rundt og præsenteret for forskellige mennesker. De tager sig godt af mig.
Dag to, frokostpause, her bliver det svært. Jeg kommer ned i kantinen og kan høre mennesker snakke, og jeg kan se skikkelser rundt omkring. Men hvor er der en ledig stol, hvor finder jeg maden og hvad er det for noget mad… Jeg vil faktisk gerne finde Bente, sekretæren, hun virkede rigtig sød, eller måske skulle jeg sætte mig hen til Torben og høre om han var klar til at tage på kursus. Men jeg kan ikke se nogen af dem. Jeg står alene i døråbningen til kantinen og føler mig lidt lost.
Jeg har brug for, at nogen tager sig af mig også 2. dag, 10. dag og til næste år…….

Jeg ville ønske, at jeg kunne kigge rundt i et lokale, se hvem der smiler til mig. Se hvem der bestemt ikke smiler til mig og det at kunne få øjenkontakt med andre.

Hvad gør du når du skal møde nye mennesker?

Klik her for at vende tilbage til blog oversigten.

Missblindspot

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Miss blindspot logo