For mig har det været meget svært at bede om hjælp, ihvertfald til en større forsamling. Så først i en alder af 33 har jeg lært at bede om hjælp og mærket hvor fantastisk det er. Jeg har kunnet spørge familie og venner om de vil hjælpe med dit og dat, men først for 3 år siden mærkede jeg effekten af at spørge om hjælp ud i et større forum.
Mit første “hjælp mig” opslag var på Salsalisten (en Facebookside om dans her i København med et par tusinde medlemmer). I dette opslag skrev jeg hvordan man skulle byde mig op til dans, og at det altid var dejligt at de sagde deres navn, så jeg vidste hvem jeg talte med. Det var enormt grænseoverskridende for mig at slå det op på Facebook til så mange mennesker, jeg havde ondt i maven og var ved af dø af skræk over om folk ville synes det var for meget.
Efter få minutter væltede det ind med likes og søde kommentarer. Danserne var mega glade for min “vejledning” til at komme i kontakt med mig. Mange havde gerne ville sige hej eller byde mig op til dans, men havde ikke helt vidst hvordan. Der havde været stor tvivl og berøringsangst. Som ved et trylleslag var berøringsangsten væk. Mange kom hen og hilste på mig og mine fødder smertede efter alle dansene
Det var en skræmmende og svært at bede om hjælp MEN en meget lærerig erfaring jeg gjorde mig her. Danserne havde set mig et par gange om ugen i godt et halvt års tid. Jeg havde ikke anet at der var en så stor berøringsangst for mig med blindestokken……. jeg har erfaret at folk har brug for en “vejledning” til at komme i kontakt med mig, da det både hjælper mig og dem.
Nu er det standard for mig at der kommer et opslag når jeg er ude til alle mine elskede dansefestivaller rundt omkring i Europa. Mit seneste “hjælp mig” opslag var til elever og forældre på min søns skole. Her er hvad jeg skrev:
“Kære forældre og elever
Til jer der ankommer til skolen fra xxxvej om morgnen.
Hvis i ser min søn og jeg, stå ved kantstenen, for at krydse vejen, vil jeg blive meget taknemmelig for lidt hjælp. Pga. mit synshandicap, kan jeg ikke se hvad der er foran mig, kun lidt ude i siderne. Normalt, når jeg krydser en vej lytter jeg mig frem, men med langsomt kørende biler, biler i tomgang, cykler osv. kan jeg ikke adskille lydene og få brugbare oplysninger til at krydse vejen. Jeg står derfor altid med hjertet oppe i halsen og tænker: nu er det bedst at krydse vejen. Vi har afprøvet forskellige muligheder, men der er ikke noget der rigtig dur, så hvis du ser os, vil jeg være meget taknemmelig hvis du vil sige “Christina, fri bane” så jeg ved, at det er sikkert for os at gå over
Bedste hilsner
Christina”
Igen oplever jeg positiv respons.
Tidligere når jeg er startet på efterskole, HF, eller da min søn startede i børnehave, har jeg altid rejst mig op og fortalt at jeg har et synshandicap. Jeg sagde blandt andet at det er svært for mig at genkende folk, og hvis man havde spørgsmål måtte man komme og spørge. Men jeg vil klart anbefale at lave et skriftlig opslag.
1. Det har en meget større effekt.
2. Du når ud til mange flere mennesker.
3. Folk kan læse det i ro og mag når de har tid.
4. Folk fanger det på en anden måde end hvis det var en del af et informationsmøde, fx på skolen.
5. Giv et eksempel på udfordringen ved dit syn. Fx kan jeg genkende Maries mor når hun kommer med sin stribede jakke, men hvis hun tager den af senere på dagen, kan jeg ikke genkende hende længere.
6. Du kan muligvis også lægge et billede op, hvis du har en synsrest, som viser hvad du kan se.
For mig gør det en kæmpe forskel. Jeg kan mærke fra den ene dag til den anden at folk har læst mit opslag og verden bliver derfor lettere for mig. Jeg bliver mødt med forståelse, respekt og hjælp.
Miss Blindspot
Klik her for at vende tilbage til blog oversigten.
