Træt og ked af det – Jeg gav mig selv en sygemelding fra mit arbejde på bloggen, så vidt det var muligt.
Jeg var træt og ked af det samtidig med at jeg kunne mærke en frihed. En ny ro der skulle have tid til at forplante sig. Det hele var lidt surrealistisk. Og jeg kan stadig ikke forstå, at mine forældre hellere vil være fri for at snakke om det der er sket, end at have mig i deres liv.
Jeg snakkede i telefon med mine veninder flere timer dagligt. De var min redning, tak til jer. Jeg hyggede med Silas. Vi bagte boller, lavede skakbrikker i ler, så film og hørte lydbøger.
Selvom jeg hygger lidt i kulkælderen, er vi stadig i fuld sving med optagelserne til dokumentaren. Jeg holder jævnligt møder med Julie og Produktionsselskabet Good Company Pictures.
Til tider er det hårdt at være med i, men som tidligere nævnt, brænder jeg for at oplyse om hvordan det kan være at leve som næsten blind. I får det ærligt og sårbart, med alle mine ups and downs. Og jeg kan sige, at man vænner sig til at tude foran et kamera. Selvfølgelig kunne jeg vælge kun at vise en fin poleret facade. Men nej tak, hvis det skal være, skal det være det hele.
Hvis du ikke har læst nogle tidligere afsnit af min blog, kan du klikke her for en oversigt over alle afsnit.
