Simulationsbrillerne, krea-dag med mine venner.
Til et af mine oplæg skulle der også være mulighed for at prøve hvordan det er med et synshandicap. Jeg har derfor med mine venners hjælp fået fremstillet 30 par synshandicap simulationsbriller. 5 forskellige øjensygdomme kan jeg nu tilbyde andre at få en oplevelse af. Øjensygdomme og synshandicap er forskelligt fra person til person og opleves individuelt.
Det skal også hertil nævnes, at brillerne ikke er en tro kopi af øjensygdommene, det er så tæt på som muligt. For at sikre dette, har jeg haft en optometrist med på sidelinjen, som også er phd-studerende på Rigshospitalets øjenafdeling i Glostrup. Første gang jeg stiftede bekendtskab med synshandicap-simulationsbrillerne var som barn på synscenter Refsnæs, hvor mine forældre fik lov at prøve et par.
De studerende på Københavns erhvervsakademi (KEA) var de første der fik fornøjelsen af simulationsbrillerne. Jeg udlånte også mine 8 mobilitystokke, altså blindestokke. Mange syntes det var en øjenåbner selv at få syn for sagen. Jeg kan fortælle nok så meget, men når de selv får brillerne på, mærker de det på egen krop. De typiske udtalelser er: det er anstrengende, jeg bruger meget energi, meget opmærksom på lyd, usikker, ondt i øjnene og langsom.
For mig lyder det meget genkendeligt, pånær det med at være langsom:D
Hvis du ikke har læst tidligere afsnit af min blog, kan du klikke her for en oversigt.