Her kommer mit opslag som sætter fokus på racisme. Det sker desværre alle vegne i en større eller mindre grad, syn eller ej.
Jeg tager stor afstand fra den racisme vi hører om i USA for tiden. Jeg vil som de fleste andre kæmpe for et samfund med respekt og rummelighed for alle.
Jeg er glad for det oprør vi sammen skaber mod racisme, så det kan blive belyst, og vi kan se det reelle omfang.
Her beskriver jeg en oplevelse, som jeg havde for noget tid siden: Jeg holdt et arrangement for venner og bekendte. Vi var en blanding af svagtseende, blinde og normaltseende. Snakken går og pludselig hører jeg kommentaren: “…men hvad kan man forvente af en ‘fejlfarve’”. Jeg stivnede indeni og en af mine venner ved arrangementet er såkaldt “fejlfarvet”, og personen der havde sagt det, er blind.
Alle havde hørt det, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre i situationen. Jeg var fuldstændig i chok. Ingen sagde noget. Efter arrangementet ringede jeg naturligvis til min ven. Jeg undskyldte mange gange, at han skulle lægge øre til den slags ved et af mine arrangementer. For jeg følte et vist ansvar, nu da det var mig der havde inviteret den blinde person, selvom jeg selvfølgelig ikke kan stå til ansvar for, hvad andre siger.
Grunden til at jeg ikke sagde noget var, at jeg ikke kunne handle i øjeblikket, men selvfølgelig skulle jeg have sagt noget. Hvis jeg havde sagt noget, er jeg ret sikker på, at den blinde person ville have undskyldt mange gange og sagt at det vidste h*n ikke, og at vedkommende var meget ked af det. Men det er i princippet underordnet for kommentarer, som disse skal slet ikke ytres. Racisme er uacceptabelt.
Hvad gør du, når du hører hverdagsracisme?
Kærligst Miss Blindspot
Hvis du ikke har læst tidligere afsnit af min blog, kan du klikke her for en oversigt.
