KÆMPE overraskelse! Jeg har aldrig oplevet noget lignende fra den kant. Blot efter et par dage godkendte Københavns kommune ansøgningen om førerhund til mig. Jeg brød ud i jubelskrig, jeg var SÅ glad og taknemmelig. Og da jeg først havde sat mig op til at skulle være hundemenneske, kunne det ikke gå hurtigt nok.
Jeg ringede straks til Dansk Blindesamfunds førerhundeordning, hvor jeg delte min begejstring over den hurtige bevilling, og vi snakkede om vigtigheden af at få den helt rigtige hund til mig fremfor bare at få en hvilken som helst hund. Det er meget vigtigt at hund og ejer passer sammen, temperamentmæssigt, nysgerrighed og selvstændighed m.m. Det kan derfor godt være, at nogle kommer til at vente på deres hund længere tid end andre og omvendt. For det vigtigste er, at få den rigtige hund, så man kan opbygge et godt samarbejde. Og det er her ventetiden blev lang.
Jeg fik min bevilling i august 2020, og jeg fik den første hund i maj 2021. Så der var godt tid til at undersøge hvilken hundekurv jeg ville have, og hvilke godbidder der var bedst, mens jeg dagdrømte om min kommende førerhund.
Kærligst Missblindspot