God jul og godt nytår – del 7 af 15

Konfrontationen – Januar 2020. Endelig turde jeg konfrontere mine forældre. Og jeg må indrømme, at mit hjerte hamrede vildt lige op til at jeg trykkede på ‘send’ knappen. Men da jeg hørte den susende lyd af mailen med videoen der fløj afsted, følte jeg mig lettet.

Jeg bliver mødt med tavshed fra mine forældre. Ved hverken om jeg er købt eller solgt. Føler mig ladt alene og efter et par dage må jeg ærligt indrømme, at jeg er gået lidt i sort. Nu turde jeg endelig at række ud. Men her hænger jeg alene, igen.

Oveni hatten er der netværksmøde på skolen, hvor jeg skal kæmpe for hjælp til Silas. Jeg har ikke energi. Jeg har svært ved at finde det ekstra overskud, der kræves for at tage kampen op mod skolesystemet, når man har et barn med et handicap.

Det er super hårdt at slå i bordet og føle, at man bliver nødt til at kræve at få støtte til sit barn, selvom det er åbenlyst at han har brug for det. Det føles som om, at hvis Silas får hjælp, er der et andet barn der ikke får hjælp, og det er frygteligt! Jeg hader det! Det er så meget imod min natur at skulle tænke egoistisk.

Jeg må forstå, at med hjertet vil lederen gerne hjælpe Silas. Men der er ikke ressourcer til det. Men jeg sidder, som mor, og ved at hvis han ikke kan læse, skrive og regne, når han går ud af skolen, er det svært at komme videre i uddannelsessystemet, eller få et arbejde. For ude i den virkelige verden er der ikke nogen der siger “af hjertet tager jeg dig ind, selvom du ikke har kompetencerne”.

Til trods for min egen tilstand formåede jeg at slå i bordet. Nu er der flere pædagogiske tiltag og han har fået 21×15 min. hjælp, hvilket svarer til en dags støtte om ugen. Og vi er derfor stadig ikke i mål men på vej.

Hvis du ikke har læst tidligere afsnit af min blog, kan du klikke her for en oversigt.