Kizomba festival, endelig?
Alt det jeg har planlagt igennem de sidste par måneder, har jeg været i tvivl om jeg har kunne overskue og gennemføre. Det var først da jeg nåede frem til selve dagen, at jeg fandt ud af det. Det var også tilfældet tidligere, da jeg skulle på en Kizomba festival, den sidste weekend i februar, i år. Jeg var også i det hele taget meget i tvivl om jeg skulle fortsætte med at danse Kizomba fremadrettet, da jeg ikke har kunnet følge med føringerne i lang tid. Derudover har tilløbet til min konfrontation med mine forældre fyldt meget på det seneste. Og jeg har haft svært ved at være helt til stede i og kunne fokusere på dansen. Jeg begyndte også at opdage, at det tog mere af min energi, at være på festival, end det kunne give mig.
Da jeg først startede med at rejse til dansefestivaller, fik jeg en følelse af at være nyforelsket. Det var en boble af lykke, og nærmest eufori. Jeg kunne nemt klare alt. Intet virkede i vejen. Jeg behøvede næsten ingen søvn, eller mad. Nye steder og de mange mennesker som jeg mødte, var slet intet problem mere. Men nu er danseforelskelsen stille og roligt ved at være dampet af. Jeg kan mærke at det er hårdt at danse i tæt på 40 timer i løbet af en weekend, og vende ens døgnrytme. Ikke mindst, det er synsmæssigt også meget krævende at finde rundt i de nye steder jeg tager til mm.
Men når alt kommer til alt, er dansen stadig en meget vigtig del af mit liv. Jeg rejser ikke så ofte som jeg tidligere har gjort, men jeg nyder at gøre det i små/mindre doser.
Hvis du ikke har læst nogle tidligere afsnit af min blog, kan du klikke her for en oversigt over alle afsnit.
