Site Loader
Corona

Corona

Så kom Corona. Og jeg var stadig udmattet og påvirket efter bruddet med mine forældre og Silas’ synstab. Først gik jeg helt kold, for normalvis kravler Silas på væggene og jeg sidder og mugger i et hjørne, hvis vi har haft en weekend uden planer. Og nu kunne vi se frem til flere uger hvor alt var aflyst og lukket ned. Jeg fik dog hurtigt lavet en struktur. Vi startede dagen kl. 9 med hhv. trappetræning og legeplads. Efterfølgende var der træning i haven frem til kl. 10, hvorefter Silas læste for sin far over facetime. Så fortsatte dagen med flere skoleaktiviteter for Silas, og med få arbejdsopgaver for mit vedkommende krydret op med bagværk, lydbøger, fingrestrik, telefonsnakke og hvad vi ellers kunne finde på.

De første 2 uger gik rigtig godt. Jeg fik talt i telefon med vildt mange mennesker. En dag hvor jeg ikke havde Silas, fik jeg snakket i telefon i 9 timer. Det var skønt at have tid til at tale med så mange, som jeg normalt ikke snakker så meget med.

Men så fik jeg ellers corona-pip. Min angst voksede og nogle dage turde jeg ikke engang gå i haven og træne (trapperne tog jeg stadig :D). Jeg ved egentlig ikke hvorfor, at min angst tog til, for det var egentligt gået så godt. Men jeg tænker, at det har noget at gøre med, at alle mine projekter var mere eller mindre sat på pause. Derudover var ingen dansefestivaller i kikkerten, og så var det generelt hårdt at tulle rundt med Silas dag efter dag og føle, at man laver ingenting. Skolearbejde har altid været en udfordring for Silas og mig. Vi er begge to ramt synsmæssigt, og ofte er det Silas der må hjælpe mig til at hjælpe ham. Endvidere var min ledsagerordning fjernet under corona, og jeg snakkede med andre personer med synshandicap, som også blev skåret i deres nødvendige hjælp…

Tænker at en væsentlig faktor for min angst er den store usikkerhed vi alle var/er i. Hvornår kan vi mødes frit med alle vores venner igen, hvornår starter skolen, hvornår kan jeg arbejde som jeg plejer igen og sidst men ikke mindst, hvornår må jeg igen tage til Paris og danse 🙂

Der var også lige én dag, altså kun én dag (læs: altså flere), hvor jeg var en dårlig mor. Og derfor undskyldte jeg over for Silas at jeg havde været en dårlig mor. Jeg var kort for hovedet, dvask og gnaven hele dagen, hvorpå han sagde “du er ikke nogen dårlig mor, kun når du kritiserer dig selv”.

Jeg har heller aldrig nogensinde flyttet så meget rundt på mine potteplanter som her i coronatiden.

Kort sagt følte jeg mig som en gammel og angst dame, der gik rundt i sort tøj, glemte at tage øreringe på, hørte p4 og så gerne tv-avisen kl. 18.30 og igen kl. 21 ligesom min bedstefar gjorde det. Hvad sker der med mig!? 😀

Hvis du ikke har læst tidligere afsnit af min blog, kan du klikke her for en oversigt.

Missblindspot

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Miss blindspot logo