Jeg har været helt nede og grave i mine minder om min barndom. Jeg har haft en fysisk og psykisk voldelig opvækst, og mine forældre har ikke kunne forstå mit synshandicap. Jeg har ikke kunnet tale med dem om det. Ikke fordi de ikke selv har et synshandicap, men simpelthen fordi de ikke har kunne rumme det. Jeg måtte gerne bruge speciallys, læsebriller, mine orange solbriller samt en computer i skolen. De ville da også gerne køre mig, da jeg ikke selv kunne tage cykle til skolen. Fjernsynet blev hængt op på væggen, så jeg kunne sidde på en stol henne ved siden af tv’et.
Men mental støtte og forståelse i form af at kunne snakke om det der er svært, hvad det ville have af betydning for min fremtid og generelt alt det psykiske og de sociale udfordringer ved at have et handicap, kunne de ikke rumme og vejlede mig i. Og da jeg startede i 6. klasse måtte jeg heller ikke mødes med ligesindede børn mere. Jeg skulle være sammen med de “normale”, som mine forældre sagde.
Så sent som i foråret i år, blev jeg spurgt om jeg kunne lade min blindestok blive derhjemme, hvorfor jeg stadig oplever en manglede forståelse fra mine forældre den dag i dag.
Første nytårsdag gik det op for mig, at deres manglende støtte, anerkendelse og forståelse har skabt et tomrum i mig. Da min Instagram gik ned forstod jeg hvorfor jeg jagede likes og forståelse for mit handicap: mine forældre havde jo aldrig forstået mig. Dette var sidste skub til at turde konfrontere mine forældre…
Klik her for at læse den næste del af denne blog om min barndom.
Hvis du ikke har læst tidligere afsnit af min blog, kan du klikke her for en oversigt.
