Endelig kom dagen, hvor jeg skulle møde min førerhund. Det var en sort labrador hun-hund med navnet Kallie. Jeg havde et par dage forinden haft en samtale med førerhundeinstruktøren, og hun fortalte om den skønne Kallie. Jeg blev også informeret om, at det ikke var sikkert at vi ville passe sammen. Det kan man ALDRIG vide… hvis det første møde med Kallie ikke gik godt, ville hun tage hunden med hjem igen, men det gik godt. Kallie var en dejlig hund og Kallie kunne også godt lide mig, for det skal gå begge veje.
Instruktøren var hos mig en weekend, hvor vi sammen gik med Kallie, og jeg skulle lære de forskellige kommandoer samt begynde at lære Kallies signaler at kende.
Kallie var virkelig virkelig sød, en rigtig puttehyggehund fra day 1. Hun var god til sit arbejde, men hun var bange. For eksempel hvis en person slog sin paraply op fór hun sammen. Hvis plastik beklædningen på et stillads blafrede eller hvis blindestokken kom i nærheden af hende, blev hun bange. Et par gange blev hun så forskrækket, at hun sprang ind under mig, så jeg var ved at falde. Det var SÅ synd for hende. Og det blev sværere og sværere for os at gå sammen. Jeg snakkede med førerhundeinstruktøren og førerhundeordningen om mine udfordringer med Kallie. De var altid til at få fat i og jeg havde nogle gode snakke med dem. De gav mig forskellige teknikker til hvad jeg kunne prøve og de kom på ekstra besøg for at hjælpe. Men efter 14 dage var det tydeligt at se, at det aldrig kunne blive et godt samarbejde for Kallie og mig.
Fortsættelse følger 
Kærligst Missblindspot
