Efter en måned, hvor der var tomt og stille efter Kallies farvel, blev jeg igen ringet op af førerhundeordningen. De havde et muligt match igen, og i den kommende weekend skulle jeg møde min måske nye førerhund.
Hun hedder Molly, er en sort lille labrador tæve, og var 2 år gammel. Vi mødte hinanden en fredag eftermiddag, og det første møde gik godt. Hun var glad og nysgerrig men også lidt tilbageholdende. Denne gang boede instruktøren tæt på, så i starten kom Molly på små besøg ca. hver anden dag og instruktøren var med, og vi gik alle 3 ture i området. Efter en lille uges tid fik jeg lov til at beholde Molly
Der var stor forskel på de to hundes sind/væremåde.
Kallie gav nærmest en et kram fra day 1, altså hun puttede sig ind til en, og lagde forpoterne op på mine skuldre. Molly var mere forsigtig, og når jeg aede hende gik hun lidt væk, og hun ville gerne ligge i sin hundekurv med ryggen til. Jeg gav hende naturligvis plads, men jeg ville stadigvæk gerne vise hende, at jeg gerne ville hende. Så derfor fik hun lov til at komme op i vores køkkensofa allerede første dag (det var mig der ikke ville have hunde op i møblerne…
). Kallie havde ikke fået lov til at komme op, men fordi Molly var så tilbageholdende måtte der andre midler i brug Hun fik altså lov til at komme op i køkkensofaen, og jeg lagde mit ben langs hendes ryg. Jeg undlod at ae hende, da hun så ville flytte sig, men kontakten mellem mit ben og hendes ryg gav en nærhed, og jeg følte at jeg viste hende, at hun altid var velkommen.
Kærligst Missblindspot
